En seksårig pige er død af de kvæstelser, hun pådrog sig i det voldsomme trafikuheld i Nordsjælland torsdag eftermiddag.
- Lægerne forsøgte at genoplive pigen både på ulykkesstedet og igen i ambulancen, men det var forgæves. Hun døde af sine kvæstelser, fortæller lægechef Kristian Anthonsen fra Nordsjællands Hospital, Hillerød.
Ulykken skete, da bussen med i alt 21 børnehavebørn og fem voksne ramte en rendegraver, der bakkede ud på vejen fra en byggeplads. Bussen kunne ikke nå at undvige eller bremse og torpederede rendegraverens bageste grab, der flåede det meste af bussens tag og højre side op.
De mange tilskadekomne blev bragt til hospitaler i hele hovedstadsregionen. Torsdag aften var de fleste udskrevet, men seks af de hårdest kvæstede børn var fortsat indlagt på Hillerød Sygehus. Ifølge lægerne har to af dem fået ganske alvorlige skader, men de er dog begge uden for livsfare.
Børnene kommer ifølge Nyhedsavisens oplysninger fra børnehaven Hellerup Sogns Børnegård Spirekassen i Gentofte Kommune. Politiet har underrettet alle forældrene, der nu tilbydes krisehjælp.
Adskillige ambulancer og politibiler blev sendt til ulykkesstedet ved Udsholt Strandvej mellem Gilleleje og Rågeleje straks efter uheldet, og vejen var i timevis spærret for al trafik, mens politiets teknikere undersøgte området.
- Vi har endnu ikke placeret skyldsspørgsmålet. Men vi kan fastslå, at chaufføren i rendegraveren ikke var spirituspåvirket, oplyser politikommissær Johnny Lundberg fra Hillerød Politi.