For første gang i 17 kampe i Superligaen lykkedes det endelig for Vejle at hive tre point med hjem til klubben. Det gjorde de ved at slå Sønderjyske, der ellers kom tilbage til 3-2 fra at have været bagud med 3-0.
Dermed er Vejle rykket over nedrykningsstregen, og i stedet må AC Horsens finde sig i at have udsigt til nedrykning.
Horsens blev nemlig slået 3-1 af FC Midtjylland i Herning. Søren Friis blev eneste målscorer for Horsens, og Winston Reid, Frank Kristensen gange to nettede for FCM.
I dommerens tillægstid blev der oven i købet tid til en rekord. Her blev Mads Hvilsom sendt på banen for FCM, og med sine bare 16 år er han den yngste spiller, der har været i aktion i Superligaen nogensinde.