Sejr over Montenegro kan forlænge Danmarks EM-deltagelse
EM i kvindehåndbold 2018 Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Med en sejr over Montenegro og hjælp fra andre kan Danmark komme til at spille om femtepladsen ved EM.

Muligheden for en medalje er forduftet, men håndboldkvinderne vil alligevel tage den sidste mellemrundekamp ved EM dybt alvorligt.

Med en sejr over Montenegro og hjælp fra andre resultater kan Danmark slutte som nummer tre i puljen, hvilket vil udløse en kamp om femtepladsen i Paris på fredag.

Det vil samtidig sende holdet et stort skridt nærmere en billet til OL-kvalifikationen, og samtidig vil landstræner Klavs Bruun Jørgensen meget gerne have skovlen under Montenegro.

Ikke blot har han tabt flere vigtige kampe til det stærke Balkan-hold, ved VM sidste år beskyldte stjernefløjen Jovanka Radicevic også det danske hold for at mangle respekt for modstanderne.

- Vi ved godt, at Montenegro er et virkelig godt hold, som ikke bryder sig specielt meget om at tabe til Danmark.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at komme ud af den her turnering så pænt som muligt. Det handler om at prøve at vinde, siger Klavs Bruun Jørgensen.

For at Danmark skal blive nummer tre i gruppen, skal holdet slå Montenegro og håbe på, at Rusland og Frankrig ikke taber til henholdsvis Sverige og Serbien.

Bliver det i stedet til et dansk nederlag, vil det være holdets fjerde i træk, og Danmark vil slutte sidst i gruppen og rejse hjem med en 11.- eller 12.-plads.

- Vi har mødt tre gode hold i mellemrunden. Det vidste vi fra starten. Vi vidste også, at hvis vi var kommet over med fire point, kunne vi stadig risikere, at vi ikke kom til semifinalen, fordi vi skulle møde tre gode hold.

- Det gjorde vi også i 2016, men der var vi bare stærkere, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

/ritzau/