Planen er så ambitiøs, at selv Greenpeace siger tillykke og giver EU »topkarakter«.
De næste 13 år skal EU s CO2-udledning reduceres med 20 procent, og hvis store lande som USA, Kina og Indien er med på det, er de europæiske regeringer klar til at skære op til 30 procent.
Oven i købet skal der investeres massivt i vedvarende energi, så miljøvenlig strøm og varme om 13 år udgør 20 procent af europæernes forbrug.
Største slæb for klima
Det eneste, der mangler, er nu at bestemme, hvilke EU-lande der skal tage det største slæb for klimaet.
»Nu kan vi sige til resten af verden: Europa tager føringen, nu bør I følge os i kampen mod klimaforandringer ,« sagde EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, ifølge BBC.
Mere atomkraft på vej
Med danske øjne er der dog drysset malurt i sejrspokalen. Med Frankrig i spidsen lykkedes det en gruppe lande at få gennemtrumfet, at atomkraftværker også er en del af kategorien vedvarende energi .
Tyskland, Danmark og andre prøvede at forhindre det, men Frankrig og mange af de nye EU-medlemslande insisterede på, at atomkraft skulle med, fordi det udleder lige så lidt CO2 som vindmøller.
»Vi vil ikke blande os i andre landes beslutninger om atomenergi, men jeg betragter det ikke som vedvarende energi,« siger den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), til Der Spiegel.
Gyldne tider
Beslutningen vil formentlig betyde gyldne tider for atomkraften. De central- og østeuropæiske lande mener ikke, at de har råd til vind-, sol- og vandenergi, og derfor vil de sandsynligvis investere i nye atomkraftværker i stedet.