Ritzau
Opdateret kl. 17:06
Avisen.dk's redaktion
Opdateret kl. 17:06
Sommeren bliver ekstra fornøjelig i tre danske kommuner.
Det er Mariagerfjord, Kalundborg og Bornholms kommuner, som får royalt besøg, når kongeskibet Dannebrog lægger til kaj.
De to førstnævnte kommuner får besøg af dronning Margrethe i midten af juni, mens besøget på solskinsøen Bornholm finder sted i slutningen af august.
Mogens Jespersen (V), borgmester i Mariagerfjord Kommune, glæder sig til at vise de naturskønne omgivelser ved Mariager Fjord frem for dronningen.
- Det er altid en fornøjelse at have besøg af kongehuset. Det er noget, som borgerne støtter op om.
- Denne gang varer besøget to dage, og det giver virkelig mulighed for at se kongeskibet og vores dronning, siger Mogens Jespersen om besøget den 15.-16. juni.
Sidst dronningen var på besøg på disse kanter var i 2013, og dengang lagde kongeskibet til i Hadsund.
Årets sommertogt bliver igen i år uden prins Henrik.
Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser til Ekstra Bladet, at det er helt i tråd med sidste års togt.
- Sådan foregik det sidste år, og sådan er det også i år, lyder det.
Programmet for dronningens besøg i kommunen er endnu ikke lagt fast, og det er heller ikke besluttet, hvor kongeskibet skal lægge til kaj.
Selv om royale besøg også kan være en udgift for kommunekassen, er borgmesteren overbevist om, at byrådet vil bakke op.
- Inden vi sagde ja, havde jeg en kontakt til gruppeformændene i byrådet. Og der er opbakning hele vejen rundt, lyder det fra borgmesteren.
Kongeskibet Dannebrog benyttes hver sommer til togter til forskellige danske byer.
Traditionen er videreført fra kong Frederik og dronning Ingrid, der på samme måde besøgte danske byer om sommeren med kongeskibet.
/ritzau/