OL-sølvet til Jonas Høgh-Christensen vækker glæde i dansk sejlunion, men danskeren burde have sejlet en bedre medaljesejlads.
Det mener Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen.
- Det overordnede resultat er jeg godt tilfreds med, men jeg er skuffet over medaljesejladsen på Jonas' vegne. Det kan han ikke være tilfreds med, siger sportschefen.
Thomas Jacobsen mener, at Høgh-Christensen skelede for meget til den senere guldvinder, briten Ben Ainslie, der hurtigt fik mest vind i sejlet i højre siden af banen.
- Som jeg ser det, så får Ben lov til at gå alene til højre, fordi Jonas ikke kan komme derud på grund af den svenske båd.
- Så har Jonas to muligheder. Enten slår han bagom om svenskeren og går med ud til højre ud til Ben - eller han fortsætter ude til venstre og satser på den side.
- Jonas får på et tidspunkt mulighed for at komme med ud til højre, men han skulle være blevet til venstre, for det viser sig, at den hollandske båd kom hurtigst op til første mærke ved at blive i venstre side.
- Jonas tog den fornuftige beslutning. Men der er forskel på det fornuftige, og det man gør, hvis man vil vinde medaljesejladsen. Han skulle være gået efter at vinde sejladsen og sejlet sin chance, siger Thomas Jacobsen.
Overordnet er sportschefen dog meget godt tilfreds med Jonas Høgh-Christensens præstationer gennem en hel uge. Danskeren førte finnjolle-klassen i syv dage, inden han måtte se Ben Ainslie nappe guldet til sidst.
- Vi havde solgt OL-turen for en sølvmedalje, det er der ingen tvivl om. Men han kunne godt have gjort bedre, fastslår Thomas Jacobsen.
/ritzau/