Prins Joachim kom rigtig godt fra start, da han i oktober sprang ud som tv-vært i en række programmer om Danmark og danskernes historie.
408.000 seere så med da Joachim fortalte om danskernes tro i premiereprogrammet den 23. oktober. Ligesom prinsen høstede roser fra anmelderne.
Siden er det dog gået brat ned af bakke med seertallene. De viser at flere og flere falder fra, for hver uge, der går.
Allerede da program to løb over skærmen, havde over 100.000 mennesker tabt interessen for programmet. Seertallet for program to lød på 303.000.
Mister en kvart million
Ugen efter var seerflugten endnu engang tydelig. Ved program nummer tre så 184.000 mennesker med.
I det seneste program, der blev sendt onsdag aften på DR K, havde seerne igen fundet en anden kanal. 164.000 mennesker hang dog på mens prinsen tegnede og fortalte om vores grænser.
Selvom lige knap en kvart million seere er flygtet fra det første til det seneste program, ligger Joachims programrække stadig på førstepladsen over de mest sete programmer på DR K.
På onsdag toner prins Joachim atter frem på skærmen i det femte program, hvor han vil underholde om "vores lov".