De musikalske brødre Rasmus og Nicolai Seebachs fælles virksomhed har haft et dårligt regnskabsår.
Det skriver Ekstra Bladet.
I deres virksomhed Top Notch Invest Aps er pengene nærmest fosset ud, så der på bundlinjen er et stort rødt tal.
Ifølge Ekstra Bladet ender årets resultat i Top Notch Invest Aps med et underskud på 4,8 millioner kroner.
Det er således den samme økonomiske sang for andet år i træk. Sidste år var tabet på 6,4 millioner kroner.
Nedturen har barberet egenkapitalen godt og grundigt ned, så den er svundet ind fra 27,3 millioner til 15,8 millioner kroner.
Men mens brødre-samarbejdet ikke kaster penge af sig, så går det isoleret set godt økonomisk for Rasmus Seebach.
2024 har været en guldgrube for Rasmus Seebach. Alt i alt har hitsnedkerens forskellige virksomheder været med til at fore pengetanken i holdingselskabet RCS Holding ApS med godt og vel 3,5 millioner kroner.
Der er i øvrigt fortsat iskold luft mellem brødrene Rasmus og Nicolai Seebach. Det erkendte Rasmus Seebach for nylig i DR-programmet "En særlig samtale":
- Han er det vigtigste menneske i mit liv. Altså, så jeg kan ikke forstå, hvorfor det skulle komme hertil.