Radikale er velmenende mennesker, om hvem man desværre kan sige, at virkelighedens problemer ikke altid er af særlig interesse.
I 2001 overtog de borgerlige en folkeskole, der efter otte år i radikale hænder var truet på sit liv af manglen på faglighed.
De Radikale får selv kloge børn, der kan alt – og fatter ikke, at skolen skal stille krav og teste for også at få de svage elever med. Samme mangel på realitetssans udviser partiet i forhold til én af vort samfunds mest afskyelige stykker virkelighed:
At unge med indvandrerbaggrund tvinges til tidlige ægteskaber, ikke sjældent med vold og isolation til følge. Regeringen opfandt derfor 24 års-reglen, der gør det forbudt at gifte (og bosætte) sig med en udlænding før det fyldte 24. år – selvfølgelig en trist regel i et frit land, men den er effektiv. Ikke mindst fordi pigerne kan bruge reglen som værn mod pres fra deres forældre.
I den forløbne uge kom så en undersøgelse, der slog fast, at 24 års-reglen har en anden – fantastisk – bivirkning. I 2002 var 14 procent af de 18-24-årige mænd og 30 procent af kvinderne med indvandrerbaggrund gift.
Cirka to tredjedele var gift med en familiesammenført ægtefælle. Tallet er faldet til en tredjedel. Mange mænd forlod tidligere deres uddannelse for at forsørge den importerede kone – det gør de ikke nu. Fantastisk. Bare ikke for De Radikale.