Der gik ikke mange sekunder, fra porten blev åbnet mellem det indendørs og udendørs anlæg i Zoologisk Have i København, før tigermoren og hendes to unger indtog deres nye verden.
Se videoen her:
De små amurtigere, som nærmer sig tre måneders alderen, har indtil nu opholdt sig i bagstalden, hvor varme og tryghed har været vigtigst – ikke mindst fordi den ene unge har døjet med en skade på forbenet.
Dyrepasserne opdagede for nogle uger siden, at ungen haltede. Før den fik lov at bevæge sig ud på det ujævne terræn med planter og træstammer, skulle skaden undersøges grundigt.
– Vi startede med at scanne den på vores egen lille klinik, men da vi ikke kunne se tydelige forandringer, fik vi den ind på Landbohøjskolen til en CT-scanning, fortæller dyrepasser Zaco Sonne.
– Scanningen viste en muskelsprængning, som ikke er farlig. Den er formentlig opstået, fordi forpoten blev bøjet bagover under et uheldigt hop.
Ungerne kommer i første omgang kun ud sammen med deres mor, men dyrepasserne regner med, at hantigeren også snart slutter sig til familien – præcis som han gjorde, da der sidst kom unger i haven.
I juni kunne ZOO dele den glædelige nyhed, at amurtigeren – en truet art i naturen – havde fået fire unger. To af dem døde kort efter fødslen, men de to overlevende hunner er vokset sig nysgerrige, legesyge og stærke, fortæller rovdyrteamet i ZOO.
– Nu er tiden kommet til, at de får lov til at udforske anlægget, som jo er en helt ny verden for dem. Jeg glæder mig virkelig til at se dem boltre sig derude, siger Zaco Sonne.
Sidst Zoologisk Have kunne byde på tigerunger, var i 1999.
De nye unger er et vigtigt bidrag til det internationale avlsprogram for amurtigre, hvor København deltager sammen med andre zoologiske haver i Europa.