Følelserne sad uden på tøjet hos de mange fans, da Keld og Hilda torsdag aften optrådte for allersidste gang i Tivoli i København.
Parret er som bekendt i gang med deres afskedsturne og koncerten var en del af "Syng med i Tivoli".
Keld og Hildas datter, Annette Heick, er fast vært på "Syng med" og havde i aftenens anledning fået selskab af Birthe Kjær, Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard, da hendes forældre skulle hyldes.
Det fortæller Tivoli i en pressemeddelelse, hvor det blandt andet lyder.
- Det var en aften fuld af følelser og fællessang, da publikum, Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Søren Bundgaard – og ikke mindst Annette Heick – hyldede det folkekære par. Netop det, at datteren Annette stod på scenen som vært, gjorde koncerten til noget helt unikt. Publikum kvitterede med stående bifald og fællessang under åben himmel. Både Keld og Hilda Heick var tydeligt berørt over de mange publikummer, der var mødt op for at hylde dem.
Før koncerten satte Hilda Heick selv ord på aftenens begivenhed.
- Det bliver vores sidste optræden i Tivoli. Det bliver dejligt at opleve stemningen endnu en gang, men det bliver også vemodigt.?Vi har oplevet "Syng med i Tivoli" både som optrædende og som publikummer, og det er bare så hyggeligt!
Selv om det var sidste optræden i Tivoli, så fortsætte dansktopparret deres afskedskoncerter rundt i landet.