84-årige Ron Croker står alene i vaskeriet i South Yorkshire.
Han er i gang med at tørre sit tøj, da dagens dont pludselig tager en drejning.
En maskeret mand braser ind ad døren.
- Giv mig dine penge! lyder det.
Men det har Ron Croker ingen intentioner om at gøre, skriver Skynews.
Den ældre herre må gøre modstand med, hvad han har. Og det bliver det par bukser, han står med i hænderne, da manden overrumpler ham.
Bevæbnet med bukserne går han mod gerningsmanden og får ham tvunget ud af vaskeriet.
Da den maskerede mand kommer tilbage til en tur mere, holder Ron Croker stand.
Han slår forbryderen med de nytørrede bukser, indtil bøllen endnu en gang flygter ud ad døren.
- Jeg har arbejdet hele mit liv for de penge. Han får dem ikke, har Ron Croker sagt til BBC.
Hændelsen kostede den 84-årige mand nogle blå mærker, mens politiet oplyser, at en 42-årig mand er blevet sigtet for forsøg på røveri.
Støtten til Ron Croker er desuden stor. En indsamling på GoFundMe har indtil videre rejst næsten 2.500 pund, hvilket svarer til godt 22.000 kroner.