Eksplosionerne og skyderiet fortsatte frem til tirsdag eftermiddag dansk tid, men nu bekræfter Kenyas præsident, at det blodige gidseldrama er slut.
Dramaet begyndte lørdag, og det kenyanske militær måtte altså kæmpe mod de barrikaderede terrorister i fire dage, selv om myndighederne flere gange har varslet, at nu havde man kontrol over situationen. Mindst tre soldater mistede livet tirsdag.
I alt har 61 gidsler og 5 terrorister mistet livet ifølge de kenyanske myndigheder.
Terroristerne stammer fra det islamistiske al-Shabaab-netværk, der er forbundet med al-Qaida, og det er kommet frem, at mindst to af dem har amerikansk statsborgerskab, og at en tredje er en kvindelig britisk statsborger.