Efter et lokalt tip blev en lille ulykkelig orangutang på kun 1,5 år for nylig reddet fra et liv i lænker på Borneo.
Her har den formentlig siddet lænket til en dør på en olieplantage i et halvt års tid, fordi arbejderne på plantagen havde slået dens mor ihjel.
Det var organisationen Red Orangutangen, der stod bag redningsaktionen, og den slags mishandling af dyr er ikke ulamindelig på de egne, fortæller direktør Claus Staunstrup Nilsson i en pressemeddelelse:
- Vi ser desværre ofte, at orangutangunger bliver tilfangetaget på oliepalmeplantager og holdt som kæledyr – selvom det er yderst skadeligt for orangutangen.
Klamrede sig til sin redningsmand
Orangutangungen er senere blevet opkaldt Kejora, og bor nu et sikkert og godt sted sammen med andre orangutanger, der også er blevet reddet.
Men den var underernæret og frygtelig ensom, da den blev reddet, og det er ganske trist, at den har levet uden sin mor fra så ung en alder.
En orangutangunge bør nemlig være sammen med sin mor, indtil den er helt op til otte år. Derfor har det været utrolig hårdt for lille Kejora at sidde alene lænket til en dør uden kontakt, men heldivis er den i bedring nu.
Da den blev reddet, klamrede den sig desperat til dyrlægen i flere timer bagefter. Den har savnet sin mor:
- En orangutangunge er dybt afhængig af sin mor de første 6-8 år af dens liv, men med masser af kærlighed og trygge omgivelser på vores center, vil den en dag kunne vende tilbage til regnskoven, fortæller Claus Staunstrup Nilsson om der, hvor Kejora nu skal bo.
Se i videoen herunder, hvor godt den lille orangutang nu trives: