Ukraines parlament vedtog torsdag en resolution, som skal stoppe volden i landets byer. Ordensmagten skal væk fra gaderne, og betjentene skal stoppe med at skyde mod demonstranter.
'Fra det øjeblik denne beslutning er vedtaget, skal alle politistyrker, sikkerhedsstyrker og alle andre aktører returnere til deres permanente baser. Alle gader i Kiev og andre byer må ryddes for ordensmagter. Hver betjent som bruger et våben og udfører en ulovlig ordre vil, efter denne beslutnings vedtagelse, begå en forbrydelse,' siger oppositionsleder Arseniy Yatsenyuk.
Tidligere på dagen mødtes oppositionsledere med præsident Yanukovych i et forsøg på at løse den politiske krise. Også lederen af Udar-partiet, Vitali Klitschko, siger, at parlamentet med resolutionen har taget vigtige skridt mod en fredelig løsning af krisen.
'Vi har lige taget vigtige skridt i det ukrainske parlament. Vi har indført love, som er vigtige for fred. Nu går vi til præsidenten for at fortsætte forhandlingerne. Vi er nødt til at tage det skridt for skridt for at undgå disse blodsudgydelser. Alle lovhåndhævere må væk fra gaderne i Kiev og andre byer,” siger Vitali Klitschko, leder af Udar-partiet.
Over 100 mennesker er blevet dræbt i ugens sammenstød i Kiev, som kommer efter næsten tre måneder med ellers fredelige protester.