Premierminister Erdogan satte hårdt ind mod demonstranterne tirsdag aften, i det der lignede et forsøg på en gang for alle at fjerne opstanden fra de besatte pladser i Istanbul.
Flere hundrede kampklædte betjente gik hårdt ind med tåregas, gummikugler og vandkanoner for at rydde både Taksim-pladsen og Gezi-parken, som har været symbolske holdepunkter for de mange tusinder demonstranter, der har været på gaderne uafbrudt siden fredag d. 31. maj.
Det udviklede sig igen til hårde kampe, og der meldes om mange sårede i urolighederne.
Sammenstødene fortsatte langt ud på natten, og selv om det ser ud til, Erdogans mission om at rydde de besatte områder i Istanbul er ved at lykkedes, så blev andre offentlige pladser i både Istanbul og andre byer hurtigt besat af folk, der ville vise deres sympati med de kæmpende demonstranter og deres modvilje mod regeringens nultolerance.