Der var både kors og fællesbøn på gaden, da holdningen til homovielser blev luftet i Paris.
Paris er kendt som romantikkens by, men det må helst ikke være homoseksuel romantik.
I hvert fald ikke hvis man er enig med de mange tusinde franskmænd, der lørdag fyldte Paris' gader.
De primært katolske demonstranter argumenterede for, at homo-ægtekaber ikke skal tillades i Frankrig.
Det er ellers den sti, den franske regering er trådt ind på.
Debatten om homo-vielser er i fuld gang i det franske parlament, hvor det ventes, at man giver grønt lys til ægteskab mellem to personer af samme køn i løbet af næste uge.
Med mindre præsident Francois Hollande og hans socialistiske regering lader sig påvirke direkte af demonstrationen, der endnu en gang forsøgte at forklare politikerne, at ægteskabet er en hellig ceremoni, der kun bør tilhøre kønssammensætningen mand og kvinde.