I løbet af tirsdagen fandt redningsarbejdere yderligere to døde, så dødstallet efter lørdagens kæmpe mudderskred i staten Washington er oppe på 16.
Myndighederne frygter at have lokaliseret yderligere otte lig, men de er endnu ikke gravet fri.
Det menes, at et jordskælv kan have forårsaget mudderskredet, som kom bag på alle.
- Efter lidt af en mavefornemmelse besluttede vi os for at undersøge den seismiske aktivitet. Jeg vil vide, hvorfor dette mudderskred skete. Jeg er ikke bare leder af efterforskningen, jeg er en far, jeg er en ægtemand. Jeg vil vide, hvad der skete, og på den mavefornemmelse gik vi ud forleden aften. Og man er nødt til at grave ret dybt, men vi fandt ud af, at der havde været jordskælv på 1.1 cirka 90 meter bag skredet den 10. marts - lige under overfladen, siger John Pennington, efterforskningsleder, Snohomish County.
Eftersøgningen har nu været i gang i fire dage, men den besværliggøres af regnskyl, som kan frembringe yderligere mudderskred. Myndighederne arbejder ud fra en liste på 176 savnede.