Nelson Mandela forlod hospitalet og blev kørt i ambulance til sit eget hjem i Johannesburg søndag. Men den 95-årige Mandelas tilstand er stadig kritisk, og han vil stadig modtage den samme intensive behandling i hjemmet, som han gjorde det på hospitalet. Det bliver sågar de samme læger, der skal tage sig af ham hjemme i privaten.
Sydafrikas tidligere præsident har været indlagt i næsten tre måneder, hvor hele nationen har bedt for hans helbredstilstand, der har svinget mellem alvorlig og kritisk. Mandela blev indlagt d. 8. juni med en lungeinfektion, som han altså stadig døjer med.
Offentligheden har ikke set billeder af Nelson Mandela i hele perioden, men hans familie udtaler, at de er glade for at have ham hjemme igen.