Hvis vejret tillader det, kan du i nat opleve en total måneformørkelse.
I Rundetårn og på Tycho Brahe Planetarium er der offentlige arrangementer, hvor interesserede kan se den totale måneformørkelse toppe klokken 00.21.
Planetariet inviterer på gratis fortovsastronomi, hvor amatører fra Københavns Astronomiske Forening vil guide fremmødte og forbipasserende.
»En total måneformørkelse er et smukt og adstadigt fænomen. Der er ingen stress forbundet med det, for det strækker sig over flere timer. I modsætning til for eksempel en total solformørkelse, der er en meget emotionel begivenhed, hvor folk både græder og jubler,« forklarer astrofysiker Michael J.D. Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium.
Hvis du ikke kan møde op ved Rundetårn eller Planetariet, så er der råd for det. Måneformørkelsen kan ses med det blotte øje, hvis vejret tillader det, men resultatet bliver bedre, hvis du har en kikkert.