Albansk politi oplyste søndag, at de havde pågrebet fire af de syv fanger, som lørdag flygtede fra Drenove-fængslet, der ligger 180 kilometer sydøst for Albaniens hovedstad, Tirana.
Den første af fangerne blev fundet nær fængslet få timer efter fangeflugten.
Tre andre blev søndag eftermiddag pågrebet 80 kilometer fra fængslet og overgav sig først efter skudveksling med politiet. De gemte sig i et forladt varehus.
Nabolandene, Grækenland, Makedonien og Kosovo, deltager også i jagten på de tre resterende indsatte på flugt.
Albaniens indenrigs- og justitsminister siger, at yderligere tre personer er blevet anholdt mistænkt for at have hjulpet til i fangeflugten. Lige nu bliver blandt andre fængselspersonalet afhørt.
De syv indsatte, der tog flugten, afsoner alle livtidsdomme for mord.