Tirsdag blev feltet og ruten for Post Danmark Rundt 2012 præsenteret på et pressemøde i København.
Løbet indledes onsdag 22. august i Randers, mens 2. etape starter i Løgstør ved Limfjorden, og har efter 210 km, hvor en række hårde stigninger, inklusive den berygtede Pinds Mølle passeres, mål i Aarhus.
Den 3. etape er løbets kongeetape, der med start i Silkeborg bl.a. går over den klassiske Yding Skovhøj, og afsluttes efter fire passager af den berømte Kiddesvej-stigning i Vejle.
4. etape skal køres over 100 km lørdag formiddag med start i Ringe og mål i Odense. Løbets enkeltstart, der er 5. etape over 14,5 km køres i Kerteminde, hvor der senest blev kørt i 2008 med svenske Gustav Erik Larsson som vinder.
Endelig har 6. og sidste etape, den 26. august, start i Slagelse og mål på Frederiksberg Allé, Danmarks Champs-Élysées, efter 165 km.
Danmarks Cykle Union har allerede nu aftaler med hele syv ProTeams - Team Saxo Bank kommer traditionelt med et stærkt team med store danske profiler. Danskerholdene Rabobank, Garmin-Barracuda, Lotto-Belisol og Vacansoleil-DCM er på startlisten.
Desuden deltager britiske Team Sky, der med verdensmesteren fra Rudersdal, Mark Cavendish, i truppen, er blandt verdens allerstørste teams, samt det store russiske Katusha team, der bliver debutanter i Post Danmark Rundt.
Sidste år vandt Team Skys Simon Gerrans Post Danmark Rundt.