Lørdag ved midnat er det sidste chance for at skaffe sig af med våben, som er ulovlige.
Hele juni har politiet rundt om i landet taget imod våben i en såkaldt "frit lejde"-aktion.
Og der er dukket rigtig mange våben op fra gemmerne. Nogle af de mest spektakulære er 25 våben fra Anden Verdenskrig, som torsdag blev indleveret hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Der er tale om en dysekanon, maskingeværer og stenguns, og Syd- og Sønderjyllands Politi kalder på Twitter indleveringen for historisk.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Se flere billeder af Hvidstengruppens våben underneden. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Våbnene er kastet ned til den berømte Hvidstengruppe, som var centreret om Hvidsten Kro ved Randers.
- De våben hører hjemme på det nyåbnede museum på Hvidsten Kro, siger Søren Fiil Paetch, der er fjerde generation af Fiil-familien på Hvidsten Kro, til TV 2.
Han vil via sin advokat kontakte politiet for at høre, om det kan lade sig gøre, at museet får våbnene.
- Jeg ved godt, at de burde destrueres, men når der nu er et museum for Hvidstengruppen, så kunne jeg godt tænke mig at få nogle af de våben herop. Jeg ved selvfølgelig godt, at de skal gøres ukampdygtige, siger han til tv-stationen.
Anonym aflevering
Straffen for at ligge inde med ulovlige våben er fængsel i to år, men der er altså frit lejde til midnat lørdag.
Dog oplyser politiet, at flere politistationer ikke er fysisk bemandede lørdag.
Afleveringen kan ske straffrit og anonymt.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi