Tusindvis af amerikanere sang julesalmer på gaden i byen West Reading i Pennsylvania lørdag, hvilket der i sig selv ikke er noget underligt i, når man tænker på datoen.
Men den store fællessang var arrangeret for en særlig person, nemlig den 8-årige pige Delaney Brown, der ligger alvorligt syg med leukæmi. Lægerne siger, at det er yderst usikkert, at den lille pige vil opleve årsskiftet, så flere tusinde lokale og tilrejsende viste deres opbakning foran familien Browns hjem på denne måde.
Delaney Brown har over 45.000 følgere på Facebook, der ønsker at bakke op om den syge pige, som netop havde ønsket sig en stor, fælles salmesang foran sit hjem.