Tyk, sort røg kunne ses over Kenyas hovedstad Nairobi mandag eftermiddag, efter en række eksplosioner kunne høres fra indkøbscentret, hvor et blodigt gidseldrama udvikler sig fra time til time.
Kenyas militær rykkede ind mod terroristerne, der har holdt gidsler i indkøbscentret siden lørdag, og hvor mindst 62 personer har mistet livet. Heriblandt et stort antal civile, der er blevet dræbt af de islamistiske terrorister, der har forbindelse til al-Qaida. 10-15 bevæbnede terrorister stormede centret i lørdags forklædt i burkaer og begyndte at skyde på de handlende.
De Kenyanske myndigheder vurderer, at de er ved at have styr på situationen, men det er stadig uvist, hvor mange gidseltagere og gidsler, der stadig befandt sig i indkøbscentret mandag eftermiddag.