Forurening af hidtil uhørt omfang har ramt bystaten.
Sigtbarheden er nede på et minimum i centrum af Singapore, der er hjemsted for godt 5 millioner mennesker.
Det er røgen fra menneskeskabte skovbrande på den nærliggende ø Sumatra, der er trukket ind over bystaten og har sendt mængden af farlige partikler i luften op på et niveau, der ligger langt over grænsen for, hvornår det begynder at være farligt for mennesker.
Myndighederne forventer, at røgtæppet vil indhylde byen i tæt tåge i flere uger endnu. Det har skabt problemer i forholdet mellem Singapore og nabolandet Indonesien, der bliver beskyldt for ikke at gøre nok for at stoppe de forbudte brande på Sumatra.
Imens må indbyggerne i Singapore vænne sig til, at udsigten er sløret og grå.