Lige nu er to jaguarkillinger for første gang på opdagelse under åben, dansk sommerhimmel.
Det foregår helt præcist i Randers Regnskov, hvor killingerne kom til verden i juni.
Deres mor har holdt de to inde de første uger af deres liv, men på deres seks ugers fødselsdag tog de det store spring ud i det åbne.
Og det er noget helt særligt.
- Der er mange første gange her – det er killingernes første tur udenfor, det er forældrenes første kuld, og det er faktisk de første jaguarkillinger i Randers Regnskov nogensinde, fortæller udstillingsleder Brian Rasmussen, som også er fotografen bag billederne af jaguarerne.
(Foto: Randers Regnskov)
Lige præcis jaguaren har de et særligt forhold til i Randers. Den er både Syd- og Mellemamerikas allerstørste kat og absolutte toprovdyr, og ikke mindst lever der en vild bestand af jaguarer i Randers Regnskovs eget naturreservat i Bigai, Ecuador.
- Det er edderbankeme fedt, at vores gæster kan komme tæt på et så fantastisk dyr – og jeg håber, at det kan være med til at vække folks begejstring for vild natur, siger Brian Rasmussen.
(Foto: Randers Regnskov)
Brian Rasmussen forventer, at jaguarkillingerne fra nu af vil være en del udenfor, især når det er godt vejr. De vil sandsynligvis blive i Randers Regnskov i et til to år, for så længe bliver jaguarkillinger sammen med deres mor i naturen.
Herefter skal de være en del af det store avlssamarbejde mellem zoologiske haver.
(Foto: Randers Regnskov)
(Foto: Randers Regnskov)
(Foto: Randers Regnskov)
(Foto: Randers Regnskov)