Michael Jacksons bror Jermaine Jackson måtte hente Chris Brown ned fra scenen forleden, efter den unge sanger forgæves havde forsøgt at kæmpe sig gennem hittet Man in the Mirror som hyldest til den afdøde popkonge.
Ved årets BET Award var det nemlig planlagt, at Brown først skulle danse sig på ægte Michael Jackson-maner gennem de største hits og til slut synge Man in the Mirror.
Men da den 21-årige sanger nåede til hitsinglen fra 1988, blev det for meget for ham, og han kunne næsten ikke få en lyd ud og måtte til sidst helt opgive at synge videre.
Koret og publikum måtte derfor i stedet følge sangen til dørs, mens Brown grædende vred sig rundt på scenen.
Derefter måtte hip hop-sangeren finde trøst hos Jackson 5-medlemmet Jermaine, der havde fulgt med ude bagved scenen.