Mindst 21 mennesker mistede mandag livet, da en bus i Filippinernes hovedstad, Manila, kørte ud over en vejkant og faldt ned på en varevogn. Yderligere 20 personer meldes såret.
Bussen kom kørende på den såkaldte ”Skyway”, som er en vej, der svæver højt over jorden, da chaufføren mistede herredømmet, kørte ud over vejkanten og faldt lige ned på varevognen.
Ifølge politiet er føreren af varevognen blandt de omkomne, mens buschaufføren overlevede.
Aviser blev brugt til at dække de døde, af folk som ilede til ulykkesstedet. Blandt dem var en butiksejer, som så bussen flyve ud over kanten.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad der er årsag til ulykken, men en talsmand fra selskabet, som står for vedligeholdelse af vejen siger, at vejbanen var våd efter et regnskyl.