Demonstrationerne og volden fortsætter i Tyrkiet, hvor politiet forsøger at holde opstanden nede for femte dag i træk.
De voldsomme uroligheder fortsætter i Tyrkiet, hvor demonstranter nu har været på gaderne uafbrudt siden fredag.
Natten til tirsdag så det værst ud i Istanbul, hvor politiet forsøgte at holde de vrede demonstranter væk fra premierminister Recep Tayyip Erdogans regeringskontorer.
Og den spændte stemning var kun blevet værre, efter tyrkiske medier kunne fortælle, at en ung mand var blevet dræbt af skud i løbet af mandagens sammenstød.
Urolighederne startede for alvor i fredags, efter kampklædte politistyrker slog hårdt ned på en ellers fredelig, regeringskritisk demonstration.
Siden da er utilfredsheden med Erdogans konservative styre blusset op omkring i landet.