Besætningsmedlemmerne ombord på en sejlbåd troede ikke deres egne øjne, da de mandag fik øje på en mand i en flamingokasse på Stillehavet. Midt ude på åbent hav.
Manden var en mexicansk fisker, hvis båd blev ramt af den tropiske storm 'Polo' en uge tidligere. Fiskerbåden sank, mandens kollega druknede, og manden selv overlevede ved at kravle op i en køleboks, de normalt bruger til at opbevare fisk i. Her havde han siddet i en uge, inden han blev opdaget omkring 50 kilometer fra, hvor hans båd sank.
'Jeg har spist fire fugle og en skildpadde. Jeg vil gerne have lidt vand,' var det første, den udmattede fisker sagde til sine redningsmænd.
De mexicanske myndigheder har siden bekræftet, at mandens historie er sand, og at liget af den anden fisker er blevet fundet.