Den fylder ikke meget ved siden af en grand danois, og rent faktisk er denne chihuahua så lille, at den nu officielt er blevet kåret til verdens mindste hund.
'Miracle Milly' måler blot 9,6 centimeter i højden, og hunden, der bor med sin ejer i Puerto Rico, er altså to år gammel og fuldt udvokset.
Den lille chihuahua er tidligere blevet kåret til verdens mindste hvalp, og nu snupper hun så prisen i Guinness' rekordbogs voksenhundekategori.
Dog findes der en anden chihuahua i Florida i USA, der er marginalt kortere end 'Miracle Milly' i længden, men verdens mindste hund måles altså i højden eller manglen på samme.