Selvom afstandene mellem de skandinaviske hovedstæder normalt er overkommelige, måtte de tre skandinaviske tronarvinger og deres ægtefæller ty til den virtuelle løsning, da de mandag eftermiddag holdt møde på tværs af landegrænserne.
Fra hvert deres hjem - på Haga Slott i Sverige, Skaugum i Norge og i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg i Danmark - mødtes det svenske Kronprinsessepar og det norske og det danske Kronprinspar mandag eftermiddag ved et digitalt møde.
Her opdaterede de hinanden på familiernes liv, ligesom de tre par også talte om arbejdet med deres protektioner og mærkesager i denne tid.
Ifølge det danske kongehus sluttede parrene samtalen med at se frem til igen at kunne mødes fysisk på tværs af landegrænserne.