Publikum var stimlet sammen for at tage imod den 64-årige kvinde, der kom i land på en strand Florida.
Ekstremsvømmeren Diana Nyad blev mandag den første person, der svømmer fra Cuba til USA uden et hajbur, en rekord der i øvrigt krævede en svømmetur på 53 timer.
53 timer i hajfyldt farvand, hvor hendes følgebåde skabte et elektromagnetisk felt, der skulle holde hajerne på afstand. Desuden svømmede hun med en silikonemaske og en heldragt om natten, hvor de mange brandmænd er det største problem. Hun selv og flere andre har tidligere måtte give op på ruten på grund af netop brandmænd.
64-årige Diana Nyad var tydeligvis påvirket efter de 177 kilometers svømning i Golfbugten, hvor hun endelig gennemførte den ekstreme bedrift i sit femte forsøg gennem tiderne.