Har du oplevet solnedgangen fra toppen af Maju Deval-templets trappetrin i Katmandu i Nepal eller set tre søer i farverne blå, rødbrun og café au lait ved øen Flores i Indonesien?
Så er du godt på vej, hvis du vil følge Lonely Planets anbefalinger til 25 steder i verden, du er nødt til at besøge, før du dør.
Ifølge Epn.dk har grundlæggerne af Lonely Planet, Maureen og Tony Wheeler, lavet en liste med 25 attraktioner, man bare er nødt til at opleve.
Langt mod nord
Europa er godt repræsenteret med det gamle Øst-Berlin i Tyskland, den georgiske hovedstad Tbilisi, en vandretur fra kyst til kyst i Storbritannien gennem nationalparker, ligesom det jødiske kvarter Marais i Paris, Korsika og Nordirland også kommer med på listen.
Går turen derimod til Nordamerika, anbefaler Maureen og Tony Wheeler at lægge vejen forbi Berkeley i Californien eller at køre langt mod nord til den fjerneste del af Canada. Længere sydpå - ved Sydspidsen af Argentina - er der pingviner, sæler, søelefanter og hvalrosser og et imponerende bjergområde, der rejser sig fra havet ved Syd-Georgia.
Også stenformationer ved Wadi Methkandoush i Libyen, hajer ved Rangiroa i Fransk Polynesien og Isfahan i Iran er blandt de steder, du ifølge Lonely Planet-folkene bare må se, før du dør.