Fundamentet er allerede støbt og bygningsarbejdere er i fuld sving med endnu en udbygning på Campusvej. Syddansk Universitet skal nemlig være 2.000 kvadratmeter større.
»Vi udvider hele tiden med nye uddannelser, og det giver jo flere studerende og mindre plads. Det er ganske enkelt årsagen til, at vi nu bygger ud,« fortæller bygningschef på Syddansk Universitet Søren Hesseldahl, der forventer tilbygningen færdig i marts 2008.
Multihus
Den nye tilbygning, der beløber sig til 28 millioner kroner, vil rumme seks små grupperum, otte holdlokaler med plads til 35 studerende i hver og ét stort auditorium, hvor 150 studerende kan gå til forelæsning.
Som størstedelen af universitets øvrige lokaler, vil lokalerne i den nye tilbygning blive lavet sådan, at de kan bruges af alle studieretninger.
Til at tegne tilbygningen har SDU hyret Cubo Arkitekter A/S, der også står bag universitets andre tilbygninger.