Det tyske rockband Scorpions har nu offentliggjort på deres fanside, at deres kommende album også vil være det sidste.
"Vi ønsker at gøre en ende på Scorpions' karriere, mens vi er på toppen. Vi er utroligt taknemmelige for, at vi stadig brænder for musikken i samme grad, som da vi startede. Det er derfor, vi nu føler, at vi er nået til vejs ende," skriver bandet blandt andet på websitet deres fanside.
Scorpions, der især blev kendt for storhittet 'Wind Of Change', sætter dermed punktum for karrieren, når de til marts 2010 udgiver sidste album 'Sting In The Tail', som de selv mener, er det bedste, de nogensinde har indspillet.
Bandet er dog ikke helt ude af spillet endnu, da de også har en omfattende verdensturné at se frem til. Dermed har fans en sidste chance for at opleve det legendariske rockband live.