55-årige Adam Price, der udover at have lært danskerne, at bruge "rigeligt med smør" også er tv-serie forfatter, har scoret Dan Jørgensens ekskæreste, Katherine Diez, 33.
Parret har netop offentliggjort deres forhold på begge deres instagram-profiler med disse ord:
- Vi er to, som godt kan lide hinanden, og som ikke har lyst til at skjule det mere. Og i dag er himlen blå.
Med ordene har parret lagt et billede op, hvor de står tæt sammen med en meget blå himmel i baggrunden.
Indtil begyndelsen af året dannede Katherine Diez par med klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Parret flyttede sammen i 2020, men gik altså fra hinanden i begyndelsen af det nye år.
Nogenlunde samtidig svirrede rygterne heftigt om, at Adam Price skulle være kæreste med Nye Borgeliges Pernille Vermund. Efter flere måneders vedvarende rygter, slog Pernille Vermund fast, at de to blot var venner.
Adam Price har tidligere været gift med radioværten Lærke Kløvedal fra 2008 til 2010 og med Mischa Jermer fra 2012 til 2017. Hans seneste offentlige kendte forhold var med Annesofie Faurschou. De gik fra hinanden i sommeren 2020.
På fars dag lavede Katherine Diez et rørende opslag på sin instagram-profil, hvor hun blandt andet fortalte, at hendes far slog hånden af hende, den dag hendes forhold med Dan Jørgensen kom frem.
- Han forsøgte at komme i kontakt med mig igen, efter mit kærlighedsforhold til ministeren endte. Han undskyldte, var ked af det og ville forklare sig. Jeg reagerede ikke. Jeg var vred. Nu er jeg også bare ked af det. Nogle gange har jeg tænkt: jeg ville hellere have en død far, som jeg elskede, og som elskede mig, end jeg vil have en far, som behandler mig sådan.