Det kan være så hårdt at være småbørnsforælder, at der er dage, hvor man har mest lyst til at blive under dynen.
Sådan en dag havde et par fra Østjylland for nyligt. Men pludselig tog dagen en drejning til det bedre, meget bedre.
Det hårdt prøvede forældrepar konstaterede nemlig, at de havde vundet en rund million kroner i Millionærchancen.
- Jeg ville lige tjekke, hvad vi havde brugt af penge i weekenden. Vi havde snakket om, at vi måske havde brugt lidt rigeligt fra madkontoen, men så var det bare: "Hvad pokker foregår der?"
Manden troede ikke sine egne øjne. Der stod en million kroner på kontoen.
- Der måtte jeg altså lige ned at sidde, fortæller manden.
Det fik den trælse dag til at lysne gevaldigt og blive til brede smil. Men med en syg dreng, og en træt kæreste til at passe på ham, så var det svært, at få overbragt nyheden.
- Hun sad der med en lille syg dreng på skødet, og så sagde hun: "Det er godt nok mange penge, men jeg kan ikke overskue at være så glad lige nu. Hvor er det fedt, men jeg er simpelthen så træt", fortæller manden om kærestens reaktion.
De mange penge har allerede fået ben at gå på. En del er gået til afbetaling af gæld, en del skal gå til at friske huset op, og en del skal gå til at rejse ud i verden, når børnene er store nok.