Der er ikke engang udsolgt til Whitney Hoston-koncerten i aften, og det bliver der nok heller ikke efter den skuffende præstation, den amerikanske sangerinde formåede at fremføre i aftes i Forum.
Efter rygtet om udvandrende fans har spredt sig, er danskerne nu begyndt at tvivle på, hvorvidt det er værd at bruge en sommeraften inden døre på en koncert, hvor Whitney tilsyneladende ikke længere kan leve op til sit gode navn og rygte. Det skriver B.T.
Billetterne, der er købt for alt imellem 500-1.000 kroner, er sat til salg på blandt andet Den Blå Avis, QXL og Gul og Gratis, hvor man nu kan få fat i dem helt ned til 250 kroner stykket.
"Jeg købte oprindeligt billetter for 3.000 kroner. Jeg skulle have været derinde med to veninder, men vi har simpelthen droppet det. Og det er 100 pct. pga. anmeldelserne. Det er sørgeligt," siger en skuffet fan til avisen.