Scientologer har ikke en Djævel. De har psykiaterne. Dem er de til gengæld dødsens ræd for, og det burde vi andre også være, hvis man skal tro sekten.
»Grådighed, uærlighed og seksuelle overgreb på børn er en del af psykiaternes karakter. De har opfundet en masse diagnoser for at kunne udskrive regninger. At være psykiater er en licens til at trykke penge,« kan man for eksempel høre i en film om psykiatri Psykiatri. Skade og død produceret af Scientology.
Man kan også lære det, hvis man ser den udstilling, som for tiden bliver vist i Danmark af Scientologys organisation. Medborgernes Menneskerettighedskommission, MMK. I sidste uge var det århusianerne, som blev indviet i Scientologys syn på psykiatri. I dag åbner samme udstilling i København.
»Er der nogen sammenhæng mellem Holocaust, etniske udrensninger, terrorisme og psykiatri?« spørges der i invitationen til udstillingen, og skulle nogen være i tvivl, er svaret ja.
»Hvem designer ideer om, at nogle mennesker er mindre værd end andre mennesker? Vi har fundet, at folk fra psykologi og psykiatri stod bag og brugte deres viden om det menneskelige sind,« siger Torsten Hjelmar, koordination for MMK.