Den schweiziske fodboldklub Sion har haft stor udskiftning på trænerbænken i 2012.
Onsdag kunne Sion på sin hjemmeside offentliggøre ansættelsen af spanske Victor Muñoz, og den 55-årige spanier bliver dermed den syvende træner, som klubben har haft ansat i dette kalenderår.
Munoz overtager det næsten notorisk brandvarme trænersæde fra Pierre-Andre Schürmann, der fik jobbet i oktober og kun fik fem kampe i spidsen for den schweiziske klub.
Klubpræsident Christian Constantin havde godt nok kun ansat Schürmann på en kort kontrakt frem til vinterpausen, så nogen regulær fyring var der ikke tale om.
Constantin er nu ikke bange for at stikke sine trænere en fyreseddel. Michel Decastel og Sebastien Fournier er således sparket ud siden i sommer, hvor den schweiziske turnering gik i gang.
Da 2011 blev til 2012 var det Laurent Roussey, der var træner for Sion, og han nåede at blive afløst Rolland Courbis og den nuværende Lazio-træner Vladimir Petkovic, inden Sion tog hul på den igangværende sæson.
Sion indtager en aktuel placering som nummer fire i den bedste schweiziske fodboldrække med en afstand på fem point til topholdet Grasshoppers.
/ritzau/