Hasta la Vista, baby! Er mottoet for "Terminator"-stjernen Arnold Schwarzenegger, men han var knap så kry i lufthavnen i München, hvor stjernen blev tilbageholdt i timevis, mens hans advokat prøvede at redde trådene ud.
Stjernen var rejst fra sit andet hjem i Los Angeles på vej mod hjemmet i Østrig, da toldinspektørerne stoppede ham, da han var landet. De undersøgte Arnolds kuffert og fandt et megadyrt ur af det schweiziske luksusmærke Audemars Piguet til næsten 200.000 kroner. Den slags må man ikke bare tage med sig fra USA og ind i EU, det skal registreres, da det anses for værende import - selv om det faktisk var den 76-årige stjernes eget ur, som han ovenikøbet ville donere til en godgørende auktion.
- Det er lige meget, om du hedderSchwarzenegger, Müller eller Meier. Loven gælder for alle, udtaler en talemand fra lufthavnen. Og det måtte Arnold sande, for efter fire timers afhøring og bøvl, kunne han forlade lufthavnen med en bøde på meget mere, end uret var værd, skriver det tyske medie Bild.