Schöne indleder italiensk eventyr med frisparksperle
Lasse Schöne kom fredag godt i gang i sin nye italienske klub Genoa (arkivfoto). Olaf Kraak/Ritzau Scanpix
I sin første kamp for Genoa scorede Lasse Schöne direkte på frispark i en sejr over Imolese fra Serie C.

Fodboldspilleren Lasse Schöne gav fredag sig selv en fremragende start på sit nye italienske eventyr i Genoa.

Det skete, da den 33-årige dansker scorede direkte på frispark i en pokalsejr på 4-1 over Imolese fra Serie C.

Schöne stod for kampens sidste mål et kvarter før tid, da Genoa spillede sig videre til næste runde i Coppa Italia.

Kort efter sit flotte debutantmål blev danskeren udskiftet.

Det er blot en uge siden, at Serie A-klubben hentede den rutinerede dansker i Ajax Amsterdam, hvor han de seneste syv sæsoner har været en central figur på midtbanen.

Lasse Schöne har spillet 45 landskampe for Danmark og lavet tre mål.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News