Ifølge avisen South Wales Echo er Manchester City-målmanden Kasper Schmeichel netop blevet udlejet til Cardiff fra den næstbedste engelske række.
Det kommer dog som noget af en overraskelse, da Avisen.dk spørger hovedpersonen selv:
»Ok?!? Det har jeg ingen anelse om. Jeg er lige kommet ind fra træning, så jeg ved ikke noget, men jeg vil da lige ringe til min agent. Nej, jeg ved ikke noget om det, men jeg kan se, at der er nogle ubesvarede opkald,« siger en tydeligt overrasker Kasper Schmeichel.
Målmandens agent, Michael Johansen (ham den rødhårede fra F.C. Københavns hold i 90 erne), ved tilsyneladende heller ikke noget, men han lyder dog mindre overrasket, da han hører om historien.
»Han er ikke udlejet såvidt jeg ved. Det kunne da være en mulighed, men der er ikke noget lige nu. Meeeen hvis du ringer om tre-fire timer, så kan der være noget nyt i den sag,« siger han over telefonen.
Altså i sagen med Cardiff?
»Njaarh, eller med en anden. Det er ikke altid, det passer, hvad der står i de aviser....,« slutter han i et forsøg på at virke kryptisk.
Kasper Schmeichel sidder i øjeblikket på bænken uden udsigt til at få spilletid i Premier League-klubben Manchester City. Meeeeen læs her igen om tre-fire timer, så kan det være, at der er noget nyt i den sag.