Kasper Schmeichel tager endnu et skridt ud af sin fars meget lange skygge. Han er nemlig for første gang blevet indkaldt til U21-landsholdet.
Når Danmarks U21-landshold den 7. februar skal spille mod Holland, så er Kasper Schmeichel med i truppen for første gang.
Dermed ser det ud til, at Kasper Schmeichels skifte til skotske Falkirk har givet en uventet bonus.
Den unge Schmeichel skiftede bænken i Manchester City ud med førsteholdsfodbold i Falkirk, og dér er det gået halvfint for danskeren. I tre kampe har Schmeichel lukket tre mål ind, hvilket er om ikke prangende, så i det mindste under det gennemsnit, som holdet lukkede ind, før danskeren overtog handskerne i klubben.
Landskampen mod Holland får dog ikke status af en officiel U21-kamp, idet hollænderne sender nogle ældre spillere på banen mod danskeren.
»At hollænderne er ældre gør kun kampen til en ekstra stor udfordring, hvor vi for alvor får kam til vores hår,« fortæller U/21-landsholdets træner, Keld Bordinggaard, der glæder sig over udfordringen
»For mig er det kun positivt, at vi bliver matchet så hårdt som muligt. Lige nu er vi i en fase, hvor vi gerne vil have nogle klare svar på, hvor spillerne og holdet står, og mod dette stærke hollandske hold kommer vi under pres i alle spillets faser, og får derfor forhåbentligt svar på vores spørgsmål,« konstaterer Keld Bordinggaard.