Bjergrytterne og tv-seerne kan godt begynde at glæde sig. Næste års Tour de France byder på en ordentlig omgang klatring og to ture på det frygtede bjerg Tourmalet.
I år blev arrangørerne kritiseret for at have for få hårde afslutninger på bjergetaperne. Det har de nu forsøgt at råde bod på.
Til næste sommer skal cykelrytterne igennem fire hårde bjergetaper, hvor bjerggeder som Alberto Contador og Andy Schleck får rig mulighed for at banke de andre ryttere på plads. To af dem kommer til at gå over bjerget Tourmalet.
Team Saxo Banks holdejer, Bjarne Riis, er godt tilfreds med ruten, der blev præsenteret af sidste års top-3 Alberto Contador, Andy Schleck og Lance Armstrong i dag.
"Jeg synes, det er en spændende rute, som jeg vil tro ligger godt til os. Bjergetaperne er bedre, der er flere bjergetaper, der er flere afslutninger opad, og bjergene ligger længere henne på etaperne," siger Bjarne Riis til DR.
Løbet starter den 3. juli i Rotterdam i Holland og byder kun på en enkeltstart og ingen holdtidskørsler.