De er ikke kun på grund af sine mange fans her i landet, at Hansi Hinterseer nærer varme følelser for Danmark.
Schlager-hitmageren er nemlig mere end almindeligt vild med Brødrene Olsen, fortæller han i et interview i radioprogrammet Café hack, der sendes på P4. Det skriver B.T.
"Deres udtryk kommer direkte fra hjertet. Og det er det eneste, der tæller," lyder det fra Hansi.
Tidligere på året demonstrerede danskerne deres forkærlighed for Hansis tysksprogede sangtekster ved at sende ham til tops på de danske hitlister. Det skete med dobbeltalbummet The Danish Collection.
Men selvom båndene mellem Danmark og den 56-årige østrigske sanger virker ganske tætte, forstår Hansi ikke at et ord af det, som hans danske forbilleder Jørgen og "Noller" Olsen synger. Men sprogbarrieren betyder åbenbart ikke noget for Hinterseeher, der før sangkarrieren var professionel skiløber i verdenseliten.
"Det betyder ikke noget, om man kan forstå, hvad de synger om," siger Hansi om Brødrene Olsen sange.
Hansi Hinterseers album er for tiden på en 8. plads på den danske hitliste.