Scary Spice får datter med tredje mand
Popsilden Melanie Brown har i nat født en lille pige og kan næppe passe leopardkostumet længere. Foto: www.flickr.com/people/emutree, Gnu Free Documentation License, Wikimedia Creative Commons
Den tidligere Spice Girl-stjerne Melanie Brown fødte i nat sit tredje barn.

Melanie 'Scary Spice' Brown har i nat fået sit tredje barn.

Det hele foregik i Los Angeles, og Melanies mand, Stephen Belafonte, og 12-årige datter, Phoenix, hjalp til undervejs.

Fødslen var åbenbart nem, for sangerinden tweettede allerede i morges om, hvordan det gik.

"Omsider kommer vores barn. Stephen besvimede næsten, Phoenix skreg, jeg grinede så højt, at babyen poppede ud!!! Hun er bare sååå fantastisk!!," skrev hun begejstret.

Datteren er Belafonte og Melanies første barn. Popsilden har i forvejen den fire-årige pige Angel med komikeren Eddie Murphy, mens Phoenix' far er den hollandske danser Jimmy Gulzar.

Det nye, lille familiemedlem kom i sidste øjeblik, for Melanie var gået så meget over tiden, at fødslen skulle sættes i gang på søndag. Men Melanie har ifølge sine tweets ikke været nervøs.

"Babyen kommer når den er parat, så arbejder nu som sædvanlig for ikke at tænke på at være gået over tiden," skrev Melanie i onsdags.