Selvom cykelstjernen Contador skulle blive dømt for doping, står Team Saxo Banks holdejer Bjarne Riis ikke uden de nødvendige pengestrømme. Hovedsponsor Saxo Bank løber nemlig ikke i pinden uanset afgørelsen i sagen.
Den besked vækker glæde hos holdejer Bjarne Riis.
"Jeg er utrolig glad og taknemlig for, at Saxo Bank forud for afgørelsen af sagen fortsat ser værdien i at støtte vores projekt og mandskab. Opbakningen på dette tidspunkt understreger blot Saxo Bank-ledelsens integritet. Den store gensidige respekt mellem os er et resultat af det fantastiske samarbejde og makkerskab, vi har fået opbygget gennem de sidste år", lyder det fra holdejeren Bjarne Riis i en pressemeddelelse fra Team Saxo Bank.
Riis ser det som en klar tillidserklæring fra sin mest betydningsfulde sponsor, at pengene fortsætter med strømme til det danske cykelhold, uanset om årets vinder af Tour de France, Alberto Contador, cykler for holdet i fremtiden.
"Jeg er selvfølgelig stolt over den tillid, som bøde Saxo Bank, SunGard og Specialized har til mig og holdet. Vi håber naturligvis alle, at Alberto bliver frikendt og kan køre som planlagt i 2011, men nu tager vi den med ro og afventer, hvad der kommer til at ske,", siger holdejer, Bjarne Riis.